Jeg besøgte mine forældre i søndags, og det betyder altid god mad. Her er det frokost med kogt æg, fars friskbagte rugbrød, røget torskelever og så noget, min far valgte at kalde urtetatar. Han sagde, at det skyldtes inspiration fra Schönnemann, men jeg ved ikke om den holder.

Urtetatar er simpelt. Den består bare af alle de urter man har i haven, plus lidt salt, peber, tidselolie og eddike. Her er det basilikum, oregano, timian, løvstikke, citronmelisse, purløg, persille og salvie. Mindre kan også gøre det. Men det er virkelig lækkert som tilbehør til bl.a. fisk.

Til aften lavede min mor og jeg stegt hornfisk med kartofler vendt i smør og persille med rucola fra haven. Her passede urtetataren igen godt ind.

Med en tysk far, så drikker man ofte Riesling til fisk.

Bedømmelse: 8/10.