Så var jeg her igen! Hos “The Man” Schønnemann på Hauser plads i indre København. Et sted hvor jeg altid føler mig utrolig velkommen, og hvor mad og drikke er i højsædet. Dette er stedet at besøge, hvis du vil forkæles med smørrebrød.

Hos Schønnemann skal man sætte sig til rette i stolen. Bestille en stor fadøl, og så åbne menukortet. Det tager tid at overskue mulighederne.

Når man så har bestilt sin mad, får man efter ønske skænket et glas snaps. Der er mere en 75 at vælge imellem, så det skulle være muligt at finde noget. Her har jeg taget den første slurk, for lige at fjerne overfladespændingen…

Jeg valgte at gå de store kokke i bedene denne dag. Så min første ret, var nomas René Redzepi take på et smørrebrød med hellefisk, lun agurk med purløg og radiser samt pynt af sæsonens ærteskud. En meget lækkert ret, som for en der normalt ikke beskæftiger sig med agurk, gjorde gode ting for denne vandholdige grønne fallos. Fisken var selvfølgelig helt uovertruffen og den valgte snaps – en jubilæumssnaps fra Aalborg – fra 1981, stod perfekt til fisken.

Den næste ret, er en ret som jeg igennem flere år, har villet smage, men som jeg aldrig har bestilt i kampens hede. Mest fordi jeg altid falder i, og bestiller rørt tatar. Det er Thomas Rodes surrib. Mørt svinekød med egen sky, sennep, rødbeder og rødløg.

Skæbnen ville, at ophavsmanden til retten indfandt sig i kælderen kort tid inden jeg satte tænderne i det møre kød. Et lækkert stykke som må betegnes som ret mættende, dog uden at blive for meget på noget tidspunkt. En anden snaps havde været på sin plads her, men jeg havde travlt med at hjælpe min far med hans porsesnaps fra Hr. Skov, som i øvrigt er genial.

Dessert. Jeg troede ikke jeg kunne, men det kunne jeg. Som afslutning delte jeg en stærk ost med min far. Bemærk romflasken i baggrunden! Sky, rødløg, kommen og rom. Plus en ost som er stærk og sprittet i smagen. Helt perfekt afslutning hver gang.

Vi sluttede af med kaffe. Tusind tak for mad mor!

Det er ikke for sjov dette sted! Så bestil bord i god tid, og husk, at der er altid sol over Hauser Plads.

Bedømmelse: 9.9/10. (et glas snaps mere, så havde den været der).