Jeg har brugt et par dage på to forskellige læsesale i København, og kan nu komme med en mindre sammenligning. En sammenligning mellem kantinen på CBS og caféen på Den Sorte Diamant. Egentlig er det som at sammenligne tomater og kokosnødder – en kantine til studerende kontra en café til besøgende og turister. Men men, jeg gør det alligevel.

Her er det mit varme dagens måltid i kantinen på CBS – frisk båndpasta med kødboller i tomatsauce. Ikke en stor oplevelse til 31 kroner. Jeg blev ikke helt mæt, pastaen var overkogt, ikke helt så meget som den kunne have været, men alligevel overkogt. Saucen var egentlig fin nok ligesom kødbollerne. Portionen var bare en smule for lille. Prisen var egentlig fair nok, og lidt lavere end på fx Statskundskab i Aarhus eller arkitektskolens kantine i samme by.

Bedømmelse: 6/10.

Poul-Louis havde valgt tre stykker smørrebrød til hver 11,50 krone stykket, og her var pengene nok lidt bedre givet ud. Han var tilfreds og mæt efterfølgende. Det må blive mit valg, næste gang jeg besøger CBS.

Kaffen på CBS var til gengæld slet ikke noget at råbe hurra for. Først fik jeg kantinekaffe til 9,25 for en kop. En fuldstænding horrible pris hvis man kommer fra Aarhus…hvor man giver 6 kroner for kaffe, eller 4,25 med kaffekort. Senere på dagen fik jeg kaffe i den berygtede café Nexus. Den var heller ikke værd at skrive hjem om, skønt den var holdt noget under almindeligt prisniveau. Jeg prøvede en tynd kop americano, og en lidt bedre cortado.

I dag var jeg så på Diamanten, hvor der ikke er en kantine, men en café som også servicerer bibliotekets ikke-studerende gæster. Derfor var priserne heller ikke specielt studentervenlige. Denne kylling/bacon-sandwich kostede 46 kroner, hvilket er dyrt, hvis man fx sad her og læste hver dag. Til gengæld var det en rigtig god sandwich som også blev varmet for mig. Der var rigeligt med kød, frisk salat, hjemmerørt karrydressing og godt solidt brød.

Bedømmelsen ender derfor på 7/10 trods prisen.

Kaffen på Den Sorte Diamant var langt bedre end den på CBS, men den var så igen også langt dyrere. En kop cortado kostede her 30 kroner, hvilket endda er dyrt for en café. Desuden var den lavet forkert, nærmere som en stærk cappuccino.

Jeg vender forhåbentlig snart tilbage med flere anmeldelser fra københavnske læsesale!