Pre dinner snacks: En kop varm myntethe med stjerneanis og rørsukker! og lidt chips.

Så fandt jeg verdens letteste ret, som jeg forsøgte mig med her til aften. Det starter med at disse kyllingelår – af tvivlsom herkomst – blev krydret med salt og peber. Her rejser sig to problemstillinger. Amager er åbenbart nærmest tørlagt for hel sort peber, og økologiske kyllingelår er ikke sådan lige at opdrive.

Derefter tilføjes gryden to store håndfulde tomater, et hvidløg brækket i fed, en frisk hakket rød chili, olivenolie og et bundt basilikum. Det hele stilles ind i en 180 grader varm ovn uden låg i 90 minutter med et par omrøringer så tomaterne kommer nederst i gryden.

Efter halvanden time ser gryden sådan her ud, og jeg tilføjede lige et par håndfulde kogte aspargeskartofler som fyld. Jamie Oliver foreslog alternativt bønner eller pasta som tilbehør. En mos eller polenta kunne også have været godt.

Meget meget let aftensmad, uden mere end 5 minutters forberedelse! Og meget velsmagende med god kraft i tomaterne og lidt chilismag til. Jeg kunne have ønsket mig at have mulighed for at købe kylling af en bedre kvalitet, men det må blive en anden gang. Lækkert var det, uanset hvad.

God aften.